1974, sept. Drabelig kamp på Kollegiet På Jyderup Realskoles Kollegium har man holdt "kamp dag" for elever og personale. I tovtrækning deltog alle elever, et drengehold vandt. 1.-5. klasse løb sækkevæddeløb, og 6.-7. klasse havde æggeløb, hvilket vakte stor morskab, idet det jo ikke netop var hårdkogte æg, man løb med! For de ældste elever var der trillebørsløb - med kammerater som trillebør. Dagens store "show" viste sig at være en fodboldkamp mellem et hold af Kollegiets lærer og et hold af køkken og rengøringspersonalet samt pedeller. Resultatet var umuligt at afgøre, da sidstnævnte hold mødte op med køkken- og rengøringsrekvisitter i en sådan udstrækning, at alt druknede i morskab. Sidste del af programmet var en vandkamp. Fra brandstanderen lagdes slanger til "kamppladsen", hvor det for to hold drejede sig om at få en dåse "i mål". Falcks Redningskorps fra Snertinge bistod velvilligt ved arbejdet med at lægge slangerne med det store vandtryk ud, og for eleverne var denne del af arrangementet et ekstra udbytte: - I tilfælde af brand ved man lidt om brandstanderens anvendelse. Dagen skulle efter planen have sluttet med stort bål, men på grund af regn ændredes dette til indendørs pølsegilde |